På Titusbuen i Rom er der et relief, der forestiller romerske soldater med et krigsbytte fra templet i Jerusalem efter sejren over de jødiske oprørere i år 70 e.kr. Byttet er alteret til de tolv såkaldte skuebrød, på hebraisk lehem happanim, som også kan oversættes med “ansigtsbrød.” De tolv brød lå altid fremme for Guds ansigt og blev skiftet ud en gang om ugen før hver sabbat (2. mos 25,30). Der måtte aldrig mangle skuebrød på stedet for tilbedelsen af Gud (2. krøn 4,19), som vidnesbyrd om, at det er Gud, der sørger for mennesket og opretholder vores liv. Mennesket lever for Guds ansigt, for Guds åsyn, af det, som Gud skænker os.
At det guldbelagte alter til skuebrødene i sin tid blev fjernet fra templet og ført til Rom som krigsbytte, vidner om, at der i mellemtiden var kommet et nyt ansigtsbrød. Èt enkelt brød havde erstattet de tolv. Jesus blev det nye brød, som blev født i brødets by, som beth lehem betyder. I stedet for de tolv brød som blev ofret for Guds ansigt og skiftet ud en gang om ugen, blev Jesus brudt som et brød for verden én gang for alle. “Jeg er livets brød, den der kommer til mig, skal aldrig sulte, og den, der tror på mig, skal aldrig tørste” (Joh 6,35). Dette forkyndes vi i nadveren, hvor Jesus skænker os sig selv som livets brød. Derfor blev han menneske. Derfor kom han til os. Vores egne ofre kunne ikke dække vores synd ind for Guds ansigt. Der skulle en frelser til, som ikke bare skiftes ud en gang om ugen.
I Betlehem fødtes den frelser, som langfredag blev et evigtgyldigt offer for verden, og som mætter enhver, som tror, med evigt liv. Lad os med denne vished fejre hans fødsel og også lade 2024 få duft af livet som udgår fra Bethlehem. Lad os vidne om Jesus og om det liv, som er i ham. Godt nytår!
– Frederik B. Smidt, landsleder