Peruansk medarbejder til digital platform

Processen med at udvikle en digital platform med mange forskellige lutherske ressourcer til brug i Latinamerika går fremad. 

Vi har fået del i en stor mængde af materialer, alt fra bibelstudier, kommentarer, teologiske artikler, andagtsbøger, bibelundervisning på video m.m. Det er kommet i stand ved at netværke med andre lutherske kirker og institutioner i regionen. 

Selve hjemmesiden er også under opbygning nu. Målet er at uploade de materialer, vi allerede har del i, så vi kan komme i gang med at tilbyde sidens indhold til kirker, præster, ledere og kristne i Latinamerika. 

Nu har vi også nået et andet vigtigt mål: Vi har lavet aftale med den peruanske teolog, Milton Tejeda, om at hjælpe med at gennemlæse den store mængde af materialer, vi har til rådighed, og til at udarbejde artikler og materialer til siden. Milton er en del af den lutherske kirke, der arbejder i det sydlige Peru. Han har en Mastergrad i teologi fra Concordia Seminary i St. Louis i USA, og har tidligere undervist i en årrække på det teologiske seminarium SETELA i Arequipa i det sydlige Peru.

Milton begynder i opgaven d. 1. april og er ansat på 20%. Han bor nu i Lima sammen med sin kone og to store børn. 

Vær gerne med til at bede for projektet og for Milton og hans tjeneste.