Evangelisk Alliances Bedeuge

Årets bedeuge foregår fra d. 5 – 12. januar 2025.

Som altid, når vi har rundet nytåret, kommer også Evangelisk Alliances bedeuge, som vi ved, at mange af jer er involveret i – med stor glæde og velsignelse. Se i de lokale ELM-kalendere, hvor og hvordan bedeugen foregår hos jer.

Bedeugen 2025 har overskriften “Frimodig tro”, og ugens refleksioner tager afsæt i Judas’ Brev og er skrevet af sognepræst Thomas Frovin.

Formand for Evangelisk Alliance, Erik Holmgaard, skriver i bedefolderens indledning:

Hvor kommer frimodig tro fra? Jeg tror, at den kommer fra opmærksomt samvær med Jesus. Hvorfor? Jo, for sådan gik det med Peter og Johannes. “Men da de så Peters og Johannes’ frimodighed og blev klar over, at de var jævne og ulærde mænd, undrede de sig; de vidste, at de havde været sammen med Jesus” (ApG 4,13).

Nu skal du og jeg ikke forsøge at blive til kopier af hverken Peter eller Johannes. Som menneske er en kopi altid en dårlig kopi. Vi er skabt til at være originale! Bliv ved at være det. Men vi kan lære af hinanden uden at kopiere hinanden. Peters og Johannes’ frimodighed kom af samværet med Jesus. Bedeugen er en skøn anledning til at være sammen med hinanden, være opmærksomme på Jesus og være i bøn til ham – sammen. Lad os bede om frimodig tro!

Har du ikke fået en printet udgave af bedefolderen, kan du finde den digitale udgave her: Bedefolder.

Årets indsamling går til projektet “Lad os tale om tro”, som Evangelisk Alliance sammen med en række kirkelige bevægelser og organisationer står bag. Læs mere om projektet her.