Festlig lancering af ressourceportal i Chiclayo

Søndag formiddag den 16. november var der inviteret til stor kirkefest i Chiclayo. ELM har været hovedarkitekten bag udviklingen af en ressourceportal med hundredevis af lutherske studiematerialer på spansk, som nu stilles frit til rådighed for kirkerne i Latinamerika.

Søndag var dagen kommet for at lancere platformen PLATEL 4:12, og det skete ved en stor fællesgudstjeneste, som kirkerne i Chiclayo havde påtaget sig at være vært for. De havde lejet et stort lokale i centrum, og der kom en stor flok fra alle menighederne, også fra Piura, som ligger tre timer væk. Derudover blev gudstjenesten og lanceringen transmitteret direkte via en live-stream, så det også var muligt at følge med fra Danmark og andre steder.

Det blev en festlig dag. De unge stod for lovsangen, og der var skruet godt op for lyden og glæden. Selve lanceringen fandt sted i forlængelse af gudstjenesten. Og efter at Roar Steffensen havde præsenteret ressourceplatformen og dens mange funktioner, var der officiel indvielse af PLATEL 4:12 med klipning af et rødt bånd. Der var inviteret forskellige gæster og samarbejdspartnere, som også deltog med hilsner.

Det er meget opløftende, at siden nu er lanceret og er åben for kirker, præster, ledere og alle andre, som gerne vil studere Guds ord, og som gerne vil udrustes til tjeneste. Vi håber og beder til at siden må blive til stor velsignelse for kirkerne i Latinamerika.

Roar Steffensen, Rejsepræst til Peru og projektleder for den latinamerikanske ressourceportal, PLATEL 4:12