Snart begynder skolegudstjenesten,som vil vare mere end halvanden time. Roland Gustafsson, Kerstin Nilsson og jeg deltager cirka den halve tid. Klokken elleve begynder den almindelige menighedsgudstjeneste som, når den er forbi, viser sig at have varet tre og en halv time. Denne søndag morgen, den 27. juli 2008 fejrer vi altså gudstjeneste på Itierio sammen med ca. 3000 personer. I tankerne går jeg tilbage til en anden søndag i slutningen af juli 60 år tidligere, da missionsselskabet Bibeltrogna Vänner påbegyndte sit arbejde i Kenya: ”Søndag den 25. juli (1948) begyndte vi med prædikevirksomhed. Vi har jo endnu ikke noget lokale. Men vi går ned til de indfødtes markedsplads, hvor der hver søndag samles hundredevis af mennesker for at købe og sælge.

På en lille forhøjning eller under et skyggefuldt træ stiller vi os op og forsøger at undervise om frelsens vej. Der mangler ikke tilhørere. Sidste søndag var der nok et par hundrede omkring os, som lyttede til Ordet. Særligt virker mange unge interesserede.” Gennem et stykke tid foregik missionsarbejdet på denne måde, men snart blev den første skole bygget på Itierio og man begyndte at fejre gudstjenester dér. I december 1951 blev den første dåb foretaget og snart var menigheden så stor, at man havde behov for en permanent kirke på stationen. Det første spadestik blev taget i september 1959 og K.G. Olsson læste da fra 1. Mosebog: ”hvor helligt er ikke dette sted, Det er jo selve Guds hus, det er Himlens port”. Et år senere stod kirken færdig og den 18. september 1960 blev den indviet.

Behov for større kirke

Nu sad vi så dér, tre repræsentanter for ELM-BV, alle med mange års tjeneste i Kenya og fejrede gudstjeneste – ikke inde i kirken, men udenfor. Et stykke væk kunne vi se, at en af kirkens gavle, den med indgangen, for nylig var revet ned. Hvorfor? Ja, ikke på grund af byggesjusk eller manglende vedligeholdelse, men fordi kirken er blevet for lille. Lige siden den blev bygget har den rummet ca. 400 personer. Nu er den ved at blive forlænget med ca. 10 meter, for at kunne rumme 700 personer til ”almindelige” gudstjenester. Men det er alligevel ikke nok. Et stykke væk planlægger man på sigt at bygge en katedral med siddeplads til et par tusinde personer. Og det er der brug for. I skoleterminerne har man ofte to skolegudstjenester med i alt 2000 elever (fra 5 kostskoler) og efter disse følger menighedens hovedgudstjeneste med 500-1000 deltagere.

Det blev en lang gudstjeneste for menigheden: et antal kor medvirkede (korsangen tog en time). Kerstinog jeg bragte hilsener og Roland holdt en inderlig prædiken over Åb. 22,7,10-15 og ved altergangen stod nadvergæsterne i lange rækker til trodsfor, at fire præster gjorde tjeneste.

Det var rige og velsignede gudstjenester, vi fi k lov at være med til og Ordet blev rakt ud til både unge og gamle. I mine tanker blev jeg gang på gang mindet om dette store og forunderlige, at vi mennesker må så og vande, men at Gud giver vækst (1.kor.3,7). Vi tre svenskere som sad dér, vi fik lov at glæde os over høsten og over, at Guds ord havde haft fremgang i Kenya. Jeg tænkte også med taknemmelighed på alle dem, der såede Ordet ud på Itierio. Familierne Lundström og Salomonsen, Kerstin Andersson, K. G. Olsson med familie fulgt af mange andre.

Og - disse to gudstjenester blev fejret mindre end 100m fra den grav, hvor Anna-Brita Albertsson har sit sidste hvilested efter 55 års tjeneste i Kenya. Et af hovedindtrykkene fra gudstjenesterne blev dette: vi svenske kristne har meget at glæde os over sammen med vore kenyanske medkristne.

ELCK og ELM Danmark
Fra dansk side glæder vi os over, at vi har været en del 
af det mangeårige missionsarbejde i Kenya. Lars Brixen, 
Jytte og Hans Benny Rom, Margit og Alf Bach Kofoed, 
Dorrit Bakkegaard Pedersen, Signe og Per Munch har 
alle virket som vore missionærer i Kenya i en årrække.
Dertil kommer en del korttidsudsendte, som primært var lærere
for missionærbørn.
Missionsarbejdet og kirkerne i de tre lande i Østafrika 
(Kenya, Etiopienog Eritrea) er for os i Danmark kommet 
til at stå i skyggen af arbejdet i Peru, fordi det er dér, 
vi nu har missionærer. Vi skal ikkeglemme Østafrika, 
men stadig se kirkerne dér som vore samarbejdspartnere
og huske dem i forbøn.Der er flere og flere eksempler på, 
at hjælp og inspiration i dag også går fra de unge kirker i den 
tredje verden til os i vesten. Det erpå en måde børnene der 
hjælper forældrene. Selvsagt ikke i form aføkonomisk hjælp, 
men på åndeligt område.Biskoppen i den lutherske kirke i 
Kenya var for et par år siden iSverige, hvor han indviede en 
biskop i den såkaldte Missionsprovins.
Det er fint, at Per Munch’s studieorlov giver os mulighed for at
følge op på vort arbejde i Kenya og sige til dem: vi er her fortsat, 
vistår sammen med jer. Den slags har betydning, ikke mindst
i en afrikansk sammenhæng. Men hovedformålet er at hente i
nspiration til et åndeligt svagt Vesten fra en luthersk kirke i vækst,
hvor det åndelige liv, bøn og lovsang på en helt anden måde 
trives og præger. Et forsøg på, i en anden kultur, at genfinde 
noget af det af den lutherske
arv, vi har mistet.

Pok